Indledning

Den tidligere canadiske forsvarsminister Paul Hellyer har i et foredrag i Toronto, den 25 september 2005, udtalt, at han langt om længe er kommet til den overbevisning, at der er en virkelighed bag den mangeårige talen om UFOér og deres tilstedeværelse på vor planet og i vort luftrom, men også om vekselvirkningen mellem regeringer på Jorden og de udenjordiske, som har ført fartøjerne hertil.

Det, der indtil videre sker i forbindelsen mellem de udenjordiske og Jorden, ligger på det militære plan, og Hellyer anser det for at være et problem, fordi størstedelen af verdens militære institutioner anser de udenjordiske besøgende for at være fjendtlige. På den måde er det blevet en udbredt politik fordi, det er militæret, der skaber og forvalter verdens regeringers politik i UFO spørgsmålet, snarere en det, som det burde være, er landenes demokratisk valgte repræsentanær, der udformer politikken. Hør (dvs les) selv, hvad Hellyer sagde:

 

Foredraget:

"Jeg vil gerne indlede med at takke initiativtagerne til dette møde, for derved at give mig lejlighed til at tale om et emne som, må jeg indrømme, ikke var af nogen særlig interesse for mig før for nylig. Jo, da jeg var minister for det nationale forsvar for 40 år siden, modtog jeg en del rapporter om iagttagelsen af ujdentilicerede flyvende objekter. Nogle af dem blev forklaret som naturlige fænomener, medens andre ganske enkeft blev henlagt som uforklarlige.

På det tidspunkt var jeg alt for travlt optaget af at gøre forsvaret strømlinet, højne moralen og spare på skatteydernes penge, til at lade nogen som helst naturlig kuriositet, der drejede sig om emnet UFO'er, lede mig ind på noget, som jeg sandsynligvis ville have forestillet mig måtte være ren fantasi.

Selv på det tidspunkt, hvor jeg blev bedt om at indvie Canadas og sandsynligvis verdens første Flyvende Tallerken landingsplans i den lille Alberta by, St. Paul, den 3 juni 1967, anså jeg ikke projektet for at være andet og mere end en stor fantasirig, hundredeårsfest for byen, der havde flere hundredeårs projekter end nogen anden canadisk by.

Det nærmeste, jeg er kommet på en påstået UFO tildragelse, skete ved Arundel Lodge, et lille turiststed i Muskoba Lakes distriktet nord for Toronto, som min afdøde kone, Ellen og jeg ejede i 45 år. En nat mødtes nogle af vore gæster omkring et bål på en stor flad klippe kendt som REFNROCK med det formål at synge og sludre.

Man havde naturligvis forberedt sig og medbragt ildvand til at smøre tungebåndene med og til at holde nattens kølighed ude. Et par tiiner senere kom der et kraftigt lys til syne på den sydlige hilnmel direkte på den anden side af søen. Det kunne have været et fly, men det Zig~Zaggede langs med horisonten på en meget flakkende måde. Nogle troede, det kunne være et fly, medens andre påstod, at det var et UFO.

Den følgende morgen havde nogle skiftet mening, og man blev enige om, at det nok havde været ildvandet, der havde været ansvarlig for det zig-zaggende, man havde set. Men der var nogle par, som ikke havde fået noget at drikke, og deres overbevisning om, at det havde været et UFO, holdt de fast ved.

Jeg medtog deres historie i en lille bog, jeg skrev med titlen "Arundel Lodge". Jeg skrev bogen, fordi antallet af observationer af UFO'er i 80'erne og 90'erne ledte mig til at konkludere, at sandsynligheden for udenjordisk trafik var større, end jeg tidligere havde troet.

Måske var det overmodigt af vi jordboere at tro, at vi var centret og en ledende planet i et intellekt univers. Senere efter århundrede skiftet havde jeg mødt nogle UFO'loger, som havde vakt min interesse for emnet og har forsynet mig med betydningsfuldt forsknigsmateriale.

Efter udgivelsen blev jeg bedt om at se et to timers TV special redigeret af nu afdøde Peter Jennings for ABC-nyhederne. Jeg fandt programmet ret uimodståeligt. Trafikpiloter, flyveledere, politibetjente og andre offentlige personer svor, at de havde haft personlige oplevelser i forbindelse med UFO'er. Hvorfor skulle de alle sige det de gjorde, hvis de ikke selv troede på det, de sagde?

Efter min opfattelse, måtte enhver med åbent sind blive overbevist om, hvad de så og hørte i dette program. Hvad jeg imidlertid ikke vidste, før jeg chekede nogle kilder i sidste uge, var, at inden Peter Jennings døde, fortalte han Larry King på CNN, at han var overbevist om, at UFO'erne er en realitet.

Det må have været dette program, der inspirerede mig til at læse en bog, som jeg har haft i min reol i et par år. Dens titel var "The Day after Roswell" -

Dagen efter Roswell - skrevet af Obersfløjtnant Philip J. Corso, en amerikansk efterretaingsofficer, der havde været medlem af Præsident Eisenhowers "National Security Counsil" (NSC), og senere leder af "Fremmed (udenjordisk) Teknologi Afdeling" ved den amerikanske hærs 'forsknings og Udviklings Departement". Det er en af de mest fascinerende bøger, jeg nogensinde har læst. Den er den uangribelige kilde til det, jeg vil fortælle jer her i dag.

Denne efterretnings officer, som har gjort tjeneste i mange år, bekræfter uden skygge af tvivl - det i lang tid cirkulerende rygte om, at der styrtede et UFO ned i nærheden af Roswell, New Mexico, den 4 juli 1947. Og selv om obersten ikke var personligt til stede på nedstyrtningsstedet, så han påfølgende dag et af de besætningsmedlemmer, der blev fjernet fra vraget. Det var da det var på vej til obduktion.

Og endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at han 10 år senere fik ansvaret for en samling vragrester, der var indsamlet på nedstyrtningsstedet og havde været opmagasineret af hæren i 10 år, indtil han, Corso, efter ordre fra sin ven og chef, Generalløjtuant Arthur Trudean, fik til opgave at "gøre noget ved dyngen". Hans opgave var at lade den udenjordiske teknologi, der var langt forud for vor, tilllyde det amerikanske militære og det industrielle system.

De hemmeligheder, der fandtes i alle disse vragrester fra Roswell, var uden sidestykke. Klassifikations graden (Hemmeligheds graden) gik generelt fra Top Hemmeligt og opefter, således at hovedparten af de amerikanske embedsmænd og politikere ikke fik sandheden af vide.

Dertil kommer, at da den udenjordiske teknologi blev ledt ud til den amerikanske industri, blev kilden aldrig afsløret, således at udenjordisk teknologi blev til nye jordiske opfindelser og industrielle patenter. Det var fremmed teknologi Corso frembragte - udadtil angiveligt noget, man havde samlet op hos russerne og tyskerne. Det var ikke tilladt at stille spørgsniål, og der blev ikke givet nogen forklaring.

Som det må forventes i et land med tre adskilte militære tjenestegrene, Hær, Flyvevåben og Flåde, så delte de ikke deres hemmeligheder med hinanden. Hver især holdt deres projekter tæt ind til kroppen. Hærens projekter, der oprindelig blev startet af Corso, resulterede i afkodet og ændret ingeniør- arbejde, som førte frem til udviklinger, der inkluderer, hvad vi nu kender som "Circuit Chips", "Fibre Obtics", 'laser" og "Super - Tenacity Fibres". Alle disse udviklinger har haft en dyb indvirkning på vore liv som jordboere. (og siden da er der udviklet meget mere bl. a. Hologram - det tredimensionelle billede, som man kan gå omkring og betragte fra alle sider og gå lige igennem, hvis man har behov for det. Flåde og Flyvevåben har også haft nedstyrtede UFO'er at arbejde med, men som vi ved fra WingMakers Ancient Arrow projektet, så er der i dag en øverste myndighed, som i det materiale, vi har, kaldes ACIO, men som naturligvis eksisterer under et andet dæknavn, og som nu forvalter alt, hvad der har med udenjordiske aktiviteter at gøre og sørger for at distribuere de udenjordiske teknologier til det amerikanske militær og industrien. (HC)

Et par af mine venner har spurgt mig, om jeg ikke tror, at "The Day after Roswell" blot kunne tænkes at være en gang dygtig fiktion. Mit svar var nej. End ikke med en fantasi som de bedste fiction forfatteres kunne nogen forfalske det her anførte. Bogen er fuld af for mange virkelige navne, virkelige steder og virkelige data til at kunne være fiktion.

Sidste sommer, da jeg læste bogen hjemme i Arundel Lodge, fortalte jeg min nevø Philip lidt om indholdet. Eftersom han ikke havde læst bogen, var han mere end skeptisk. Et par dage senere ringede han til en pensioneret amerikansk flyvevåben general, som han kendte, for at spørge ham om bogen. "Hvert eneste ord i bogen er sandhed og meget mere", fortalte generalen ham. Det var nok til at tilfredsstille Philip, som næsten ikke kunne vente med at få fingre i en kopi af denne bog.

Sidste torsdag besluttede jeg, at det kunne være rart at høre dette udsagn direkte fra kilden, så jeg ringede til generalen som Philip havde introduceret mig til under en luftfarts udstilling et par år tidligere. Det lød, som om han var glad for at høre fra mig, så jeg spurgte ham om hans udsagn om Corso bogen:" Hvert eneste ord i den er sandhed og meget mere" gentog han overfor mig. Vi talte sammen i en 20 minutters tid og diskuterede, hvad han mente med "og meget mere" lige til den grænse, hvor han ikke kunne fortælle mere på grund af sin tavshedspligt. Men hvad han fortalte, var lige så fængslende som bogen.

UFO'er er lige så vielige som de fly, der flyver over vore hoveder. Det er min utvetydige konklusion. Men den konklusion alene ville naturligvis ikke have været nok til at overtale mig til at tale her i dag. Andre vil fortælle det samme og måske endda bedre. Grunden til, at jeg kommer ud af busken i dag, er den, at der er et dybtliggende politisk (taktisk) spørgsmål, som må stilles, og jeg er en taktisk håndværker - en der maler med en bred pensel.

 

ET PROBLEM FOR JORDBOERE

Der er et problem for vi jordboere. Inden for timer efter nedstyrtaingen i Roswell, betegnede den amerikanske general Nathan Twining de besøgende som "fiendflige udenjordiske". Det fremgår af Corso's bog, at han er enig i den vurdering, og at det er forblevet den officielle amerikanske indstilling siden da. På det tidspunkt var det imidlertid en fjende, som USA ikke kunne gøre noget som helst for at beskytte sig imod, fordi de besøgende var så teknologisk overlegne.

Det førte til den anbefaling, at opdagelserne skulle behandles med hemmelighed på en sådan måde, at nedstyrtningen ved Roswell ikke havde fundet sted, og at UFO'er ikke eksisterer. Det rationelle herved var, at almindelige mennesker så ikke kunne overskue det oplyste og derfor ingen grund havde til gå i panik.

Her tænkte man i særdeleshed på den Allehelgensaften, hvor Orson Wells bragte sin udsendelse om en invasion fra Mars, og som var så realistisk, at der opstod panik. Den bedste måde at hindre en gentagelse på, var at holde offentligheden i uvidenhed og mørke om kendsgerningerne. Denne politik resulterede i det, der sandsynligvis har været den største og samtidig mest succesrige hemmeligholdelse i verdens- historien.

Men der er sket meget i det halve århundrede, der er gået, siden den politik blev vedtaget. Den vigtigste ændring har været den amerikanske forsvarskunnen. USA har efterudviklet de udenjordiske våben - lasere og partikel våben til en grad, hvor de kan anvendes imod gæster fra rummet.

I sin bog gør Corso det klart, at Reagan-regeringens Stratetiske Forsvars initiativ (SF1) - passende kaldt S~ernekrigs - fortrnsvis er blevet udviklet til anvendelse imod udenjordiske indtrængende. Dets samtidige - anti-raketraket forsvars systemet - er også udviklet til et af disse formål.

Det er sandt nok, at sagen kan fremlægges som værende et forsøg på at fremstille et skjold imod russerne og kineserne, selv om alle og enhver ved, at nisserne Ikke vil angribe med en politik, der ville resultere i deres totale ødelæggelse. Det er ligeledes sandt, at de også ved besked med de udenjordiske besøgende, og de ved, at den eikendte trussel fra de udenjordiske har været den vigtigste overvejelse i forberedelserne til systemet. Partikel våben er f eks. ikke kun anvendelige imod raketter, de har også potentiale til at ødelægge elektromagnetiske fremdrifts og navigations systemer så let som ingenting, på samme måde som lyn anses for at være årsagen til nedstyrtningen ved Roswell.

Det politiske spørgsmål er dette: Er det klogt at anvende så megen tid og så mange penge på at opbygge en kapacitet beregnet på et rense rummet for udenjordiske indtrængende. Og hvad er de mulige konsekvenser i tilfælde af at vi kommer til at skyde nogle af dem ned?

Et andet spørgsmål er:" I hvilken udstrækning er de dybest set fiender?" Hvilke forbrydelser har de begået overfor menneskeheden? De har naturligvis foruroliget militæret ved at flyve over deres mest hemmelige installationer, ved at skygge deres fly og ved at følge deres astronauter. Men det er alt sammen noget, som en supermagt også ville gøre overfor en anden supermagt, hvis de fik mulighed for det. Derudover har de udenjordiske skamferet mange kreaturer og angiveligt bortført nogle mennesker og skræmt dem fra vid og sans. Men efter min bedste overbevisning, har de aldrig dræbt nogen. Så spørgsmålet er om de virkelig er fiendtlige, eller om de snarere er legitime opdagelsesrejsende langt borte fra? Det er meget vigtige spørgsmål, men som der er få svar til på grund af mangel på oplysninger.

Det synes yderst ironisk at jeg, da jeg for en uge siden satte mig for at begynde at skrive dette foredrag, holdt en pause for at spise middag og da tændte for radioen. Den første nyhed, jeg hørte, var NASA's planer om at vende tilbage til Månen i 2018. Jeg sagde omgående til mig selv, at Bush regeringen endelig var gået med til at la de militæret anlægge en fremrykket base på Månen, hvilket vil give dem en bedre position til at holde kontrol med de udenjordiske gæsters kommen og gåen og til at kunne skyde dem ned, hvis de beslutter sig til det.

Denne plan var oprindelig foreslået af Arthur Trudean, oberst Corsos chef i tresserne. Han forberedte en yderst detaljeret plan, som fyldte et helt kapitel i oberstens bog under overskriften "Projekt Måne Base". Det ser ud til at det militære endnu en gang har sejret, og projektet vil gå i gang med et budget på over 100 milliarder dollar. Det er mange penge - nok til at frelse millioner af jordboere fra at dø af sult og mangel på medicinsk behandling. Hvad bør have den højeste prioritet?

Ser vi på udviklingen gennem det sidste halve århundrede, er det indlysende, at militæret ofte har været frustreret over det langsommelige svar på deres anmodninger om at imødegå de erkendte trusler fra de udenjordiske. Men den endelige succes fik de, da de kom igennem til en overbebyrdet præsident, som ikke havde tid nok til at læse og tænke, og som derfor havde mere respekt for militære eksperter end for nogle civile med mere tid til overvejelser og beslutninger.

Pointen er, at der ikke har været noget offentligt input, og det burde der have været. Tiden er inde til at få løftet sløret for hemmeligholdelsen og lade sandheden komme frem, således at der kan blive en virkelig og oplysende debat om et af de mest vigtige emner, vor planet står overfor. Tilgiv mig at jeg siger det lige ud, men det er desværre bare helt umuligt at få sådan en informerende debat igang om et problem, som ikke eksisterer officielt.

 

Fra Realitet til Hypotese

Lad mig slutte med kort at skifte fra det virkelige til det hypotetiske. Sidste Jul havde jeg fornøjelsen af at læse en dejlig lille bog med titlen: Exopolitik: Politisk Regering og Loven i Universet" af Alfred Webre. Webre postulerer et univers, der inkluderer mange planeter som opretholder liv, der er højere udviklet end vor egen, og at alle der følger en universel ledelsesform baseret på lov regler.

Han mener, at Jorden er en undtagelse. Snarere end at være et center i universet, som vore forfædre troede, er vi det sorte får i et interplanetarisk samfund. Vi har været i karantæne og isoleret fra det "højt organiserede, interplanetariske, intergalaktiske, multidimensionelle univers samfund", antagelig fordi vor kultur har været kraftigt påvirket af forbryderisk planetarisk ledelse personificeret af beretningen om Edens Have.

For at kunne afslutte karantænen må jordboerne udvikle sig moralsk og ånddeligt, medens de genetablerer forbindelsen med det interplanetariske samfund. Indtil for nylig havde vi ikke den nødvendige teknologi til at gøre det, men det har vi nu. (efter Roswell (HC)).

I mellemtiden repræsenterer besøg fra vore interplanetariske naboer muligheden for fredelig kommunikafion og samarbejde.

Mennesker, som tror på Gud, sådan som jeg gør, vil ikke finde noget i Webres tese, som er i modstrid med deres tro, selv om jeg indrømmer, at det er en enorm hjerneudvidelse. Jeg synes, hans forslag er værd at overveje. Han kalder det:" Et Århundrede med Kontakt" Han foreslår en æra med åbenhed, offentlige høringer, offentlig støttet forskning og uddannelse om de udenjordiske realiteter. Hvem ved? Det kunne være netop den modgift, verden har brug for at kunne afslutte det nuværende begærdrevne, magtcentrerede vanvid."

"Tak"